Hvad får en tradition til at overleve generationer i et sted som Banjarnegara, mens andre stille og roligt forsvinder? Det spørgsmål er kernen i min arbejdsmetode – dels nysgerrighed, dels metode. Jeg har to notesbøger med mig, når jeg rejser gennem landsbyerne: den ene fyldt med tal, deltagerantal ved lokale ceremonier og sæsonmønstre i håndværksproduktionen, og den anden fyldt med de små, menneskelige detaljer, som intet regneark nogensinde kunne rumme – såsom den måde, en ældres hænder bevæger sig på, mens vedkommende forklarer et batikmønster, eller den nøjagtige tonehøjde i en gamelan-tone, der signalerer et skift i et ritual.

At læse mønstre, at fortælle historier

Jeg er fascineret af at spotte tendenser på tværs af gamle skikke og deres nyere genfortolkninger og derefter afprøve disse observationer mod det, samfundene rent faktisk siger og gør. Analytikeren i mig vil have beviser; forfatteren i mig vil have den tekstur, der får beviserne til at betyde noget for en person, der aldrig har sat fod i Centraljava.

Hvad der styrer mit arbejde

• At tilbringe tid direkte sammen med kunsthåndværkere og ceremoniorganisatorer, før jeg skriver en eneste linje
• At krydstjekke mundtlige beretninger med dokumenterede optegnelser
• At genoverveje konklusioner, når nye sæsonbestemte festivaler udfordrer gamle antagelser
• At skrive til læsere, der møder disse traditioner for første gang, og til dem, der allerede kender dem godt

At overvære en hel ceremoni i stedet for blot at læse om den er det, der sikrer, at min skrivning forbliver ærlig. Hvis noget af dette giver genklang, vil jeg virkelig gerne høre dine egne observationer eller spørgsmål på min kontakt-side.